Åbenhed, ærlighed og tydelighed
Åben og ærlig kommunikation er vigtig i hele forløbet. Ved at få sat ord på det, man oplever, kan tanker og følelser deles med andre og dermed blive lettere at bære. Respekten for at andre kan opleve situationen anderledes og få talt om det, kan hjælpe med en fælles forståelse og accept af, at mennesker ikke reagerer ens eller på samme tidspunkt.
Det kan være, du har behov for støtte eller at få taget hul på nogle af de problemstillinger, du står med. Der er mulighed for at tale med fagpersoner i den kommunale kræftrehabilitering. Egen læge kan også være en samtalepartner eller kan viderehenvise ved behov. Der er også mulighed for rådgivning i Kræftens Bekæmpelse.
Information til familien og omgangskredsen
Overvej om alle i familien og netværket har behov for samme mængde information. Det kan være hjælpsomt at vurdere til hvem, hvornår og hvordan, du ønsker at kommunikere. Mange opretter i dag fælles beskeder hvori information kan gives, fordi det kan være hårdt at skulle fortælle det samme om og om igen, når der er nyt. Du kan eventuelt benytte en app til at koordinere med dit netværk.
Netværk og koordinering
At få afstemt forventningerne, få fordelt opgaverne og blive klar over rollefordelingen i ens nære relationer, kan være særligt vigtigt i en periode, hvor man måske har færre ressourcer, end man plejer. Du kan få inspiration til en afdækning af hvem, der er tæt på dig, og hvem, du gerne vil involvere i netværksdiagrammet.