Når en i en familie får kræft, er det hele familien, der rammes. Undersøgelser viser, at både den kræftramte og de nærmeste pårørende oplever en betydelig stresspåvirkning.
Denne side beskriver, hvad du og dine pårørende med fordel kan være opmærksomme på for sammen at komme bedst igennem dit kræftforløb.
Når sygdom rammer, kan det være vanskeligt at bevare en åben og ærlig dialog i familien, fordi ønsket om at passe på hinanden er udtalt. Det bliver pludselig svært at få udtrykt tanker og følelser. Ofte ønsker man ikke at såre hinanden eller belaste hinanden yderligere.
Dette kan betyde en uhensigtsmæssig hensyntagen til hinanden, som kan forhindre parterne i at få talt om det, der er vigtigt. Ofte kan man som familie ende i undlade at sætte ord på svære tanker og følelser. På den måde kan der let opstå misforståelser i en familie, fordi man tillægger hinanden behov, der ikke er reelle.
Dette kan resultere i en oplevet distance, som giver større psykisk smerte og en oplevelse af ensomhed.
Også forholdet til venner, bekendte og kolleger kan blive påvirket. Det kan hænge sammen med, at omgangskredsen er usikker på, hvad de skal sige, og er bange for at træde for nær. Ofte ved de ikke, hvordan de bedst kan støtte.
Mange med kræft sætter en ære i at kunne klare sig selv og har svært ved at udtrykke, hvad de har brug for, og hvad de gerne vil have deres netværk til at hjælpe med.
Når nogle siger: "Er der noget, jeg kan gøre, så sig til", skal man som patient ikke være bange for at give udtryk for, hvad man har brug for. Som pårørende skal man have mod på både at handle og stå over for en afvisning af ens tilbud om hjælp.
En anden udfordring er, at rollerne i familien ofte forandres i forbindelse med sygdom. Dels får den syge en rolle som patient samtidig med, at han/hun skal være ægtefælle, forælder, ven og kollega. Det kan skabe en oplevelse af rolleforvirring, hvis man plejer at være den, der passer på andre, men nu er den, der skal passes på.
Det kan også være, at man som patient oplever ikke at kunne leve op til egne forventninger om, hvad det vil sige at være en god mor eller far, datter eller søn.
Senere i forløbet kan den syge opleve at blive fastholdt i patientrollen, selv om man har brug for at komme tilbage til en vis normalitet.
De pårørende kan ligeledes opleve at blive udmattet over tid, fordi den pårørende ofte må påtage sig rollen som omsorgsperson og den, der primært har kontakten til den øvrige familie og venner.
Det kan være svært at acceptere som pårørende, at man egentlig også har behov for at være den, der bliver draget omsorg for, da man ikke selv er direkte ramt af sygdommen.
I situationer med krise er det naturligt at møde sådanne forandrede roller i familien og de modsatrettede følelser, der er knyttet hertil. Det kan også være vigtigt at få talt om for at undgå følelsen af ensomhed og distancering til hinanden
